New Classic
For 20 år siden begyndte Brandt-Møllers Bådebyggeri at bygge ’New Classic’ Nordisk Folkebåd - en Folkebåd med kombinationen af glasfiberskrog med mahogniruf og -aptering.
’New Classic’ versionen blev fra starten meget populær og sejlerne elsker denne udgave, fordi den giver dig en fornemmelse af træbåd, samtidig med, at du har fordelen ved glasfiberskrogets lette vedligeholdelse - den ideelle kombination.
Med glasfiberskroget som udgangspunkt, bygger vi resten af båden på klassisk vis med dæksbjælker og bjælkevæger. Dækket består af marine plywood, der enten belægges med glasfiber og males med skridsikre felter, eller efter ønske kan belægges med teak. Dørk og luger i teak.
Denne traditionelle opbygning giver en stiv båd. Cockpitkarme og rufsider er lavet af fuld mahogni.
Hvis man er bange for vedligeholdelse af træværket, er nutidens materialer er så stærke, at lakeringen ved almindelig slid nemt holder op til 5 år.
Vi har kunder, der kommer hvert 10ende år og træværket ser stadig fint ud i lakken - og det er oven i købet kunder, som sejler meget kapsejlads. Træværket bliver så afslebet og lakeret til de næste 10 års sejlads.
