Brandt-Moellers Boatyard


  Billeder
 

Houseboat-2-move

I de sidste 5 år har vi leget med ideen om at bygge en husbåd, der opfylder vore kriterier for kvalitet og æstetik.
Husbåden skulle være funktionel og indrettes så lyset fra himmel og vandspejl var optimalt.
Med vores lange erfaring indenfor bådebygning og i samarbejde med en god arkitekt og vores skibsingeniør, har vi tegnet en husbåd med meget smukke og rene linier.

Houseboat-2-move måler 16,50 m i længden, 7,60 m i bredden og den er i to etager, samt en tagetage med udkigstårn og terrasse - i alt på 170 etage m².

Fundamentet er et solidt stålskrog, hvor den nederste etage er etableret som "høj kælder". Skroget er 2,67 m højt og ca. 1,10 m under vandspejlet.

Den nederste etage vil indeholde 2 værelser på 12 m² og 22 m², badeværelse, "bryggers" til vaskemaskine, tørretumbler, etc., samt et teknisk rum til husbådens div. tekniske installationer.
Kælderetagen rummer desuden et rensningsanlæg til spildevand med 2 store tanke.

"Huset" fremstilles i et stålskellet, der beklædes med teak eller tilsvarende træsort. Vinduer og døre fremstilles i træ og aluminium.
"Huset" indeholder entre, trapperum, toilet, et køkken-alrum på 37 m² og en stue eller værelse på 23 m². Rundt om "huset" er et ca. 1 m bredt gang/sidedæk.

Lidt forskudt for centerlinien i husbåden er anbragt et gennemgående trapperum på 12,65 m², der foroven har det glasbeklædte udsigtstårn på 8 m² som lyskilde. Der er etableret en stor terrasse i træ i forbindelse med udkigstårnet.

Taget er beklædt med sort tagpap eller evt. rustfrit stål, zink, el. lign. Det er muligt at anvende taget til have med græs, køkkenhave el.lign.

Husbåden opvarmes med varmepumpe, hvor havvandet bruges som varmekilde.
Det vil være oplagt med den store bundflade, som stålskroget har, at etablere indvendige rør, så hele bundfladen kan bruges som ’radiator’. Dette varmesystem vil være prisbilligt i drift og meget miljøvenligt, da der ikke vil være noget CO² udslip.

Husbåden bliver bygget efter "Småhus-Reglementet" og Søfartsstyrelsens regler for stålkonstruktioner og stabilitets beregninger.

Det er vigtigt for os, at husbåden er flytbar, så man eventuelt har mulighed for at flytte rundt i landet og medbringe sin bolig. Finder man et smukt sted og har lyst til at bo der - ja, så flytter man bare sin husbåd.

Vi følger udviklingen ganske nøje i Københavns Havn. De visioner, som havnen har, mener vi vil være en katalysator for andre erhvervshavne rundt omkring i landet, der ganske givet vil tage idéen op - med en fornyelse og forandring, der vil give det gamle kulturelle miljø i disse havne en ny drejning.

Hvis kommunerne så formår at gøre det på den rigtige og nænsomme måde, kan disse havne udvikle sig til meget spændende miljøer.

Med ’Houseboat-2-move’ henvender vi os til

  • Det kræsne publikum i alle aldre.
  • Folk, der har lyst til at bo alternativt ved/på vandet i en lækker bolig.
  • Folk, der ønsker en bolig ved vandet i København uden bopælspligt - så som udenlandsdanskeren.
  • Folk med et liberalt erhverv, hvor de kan have kontor, klinik, værksted, galleri etc. ombord - enten sammen med deres bolig eller i hele skibet, hvilket også gør det attraktiv, da momsen kan reduceres.
    Man vil kunne markedsføre sin virksomhed på en meget spændende og alternativ måde, som kunderne også vil opfatte utrolig spændende og som ganske givet vil give en ekspansion af kundegrundlaget. Reklameværdien ved dette utraditionelle tiltag, vil ganske givet også være stor.
  • Vi vil tilbyde ’Houseboat-2-move’ til restaurantbranchen - den vil være oplagt som skaldyrrestaurant med evt. café, eller f.eks. som restaurant nr. 2 til et af de nye hoteller ved havnefronten i København.
  • Vi har gjort ’Houseboat-2-move’ handicapvenlig og vil tilbyde den til handicappede, - og vi har desuden også tænkt på det ’grå guld’ bliver ældre og måske stadig har lyst til at blive ombord i deres husbåd - så trappen har en størrelse, hvor det er muligt at montere en lift til kørestole o.l.
  • Vi vil tilbyde husbåden til Københavns Kommune som en flydende og flytbar børneinstitution, hvor man nemt ville kunne lave legeplads på taget - med lexanplader som søgelænder i rette højde, både oppe og nede.
  • Vi vil faktisk tilbyde husbåden til alle formål - kun fantasien sætter grænser.
’Houseboat-2-move’ vil ikke kun være interessant for Københavns området, men overalt i Danmark ligger der erhvervshavne, som ikke længere bliver brugt til erhvervstrafik, men som bliver omdannet til boligområder - også her vil det være oplagt med smukke og gedigne husbåde og det vil give gode skatteydere til kommunerne.

'.